Travlhed på Kærshovedgård: Justitsministeren lover flere ressourcer til politiet

Nick Hækkerup sagde i Folketingets spørgetime, at han har bedt Rigspolitiet skaffe flere ressourcer til Midt- og Vestjyllands Politi.

01:40

Se her hvad justitsminister Nick Hækkerup sagde i Folketinget. Video: Folketingets TV

Justitsminister Nick Hækkerup (A) vil sikre, at Midt- og Vestjyllands Politi får tilført flere ressourcer til at klare de store udfordringer, som stramningerne i opholds- og meldepligten på Udrejsecenter Kærshovedgård har medført.

Det sagde ministeren onsdag eftermiddag i Folketingets spørgetime til et spørgsmål fra Venstres næstformand Inger Støjberg.

- På den korte bane har jeg bedt Rigspolitiet om at sikre, at Midt- og Vestjyllands Politi hurtigst muligt får ressourcer til at håndtere Kærshovedgård, så det ikke svækker den almindelige politibetjening i kredsen, sagde Nick Hækkerup. 

Jeg forventer klart, at han kommer til at afsætte flere ressourcer til det midt- og vestjyske politi. Og man kan være ganske rolig omkring, at jeg nok skal følge op på det her og dermed sikre, at vi kommer hjem med det her

Inger Støjberg, retsordfører, Venstre

Inger Støjberg stillede spørgsmål til ministeren efter, at TV MIDTVEST har afdækket, hvordan stramningerne i opholds- og meldepligten har betydet væsentligt flere arbejdsopgaver for politiet og anklagemyndigheden. Hun er umiddelbart glad for ministerens svar i dag. 

- Jeg forventer klart, at han kommer til at afsætte flere ressourcer til det midt- og vestjyske politi. Og man kan være ganske rolig omkring, at jeg nok skal følge op på det her og dermed sikre, at vi kommer hjem med det her. For det nytter jo ikke noget, at vi først gør et voldsomt indhug på politiet i det midt- og vestjyske, for så derefter ikke at kompensere den anden vej, lyder det fra Venstres retsordfører, Inger Støjberg.

- Man glemte at afsætte penge

Nick Hækkerup understregede, at han er "meget opmærksom" på problemet.

- Dengang man satte penge af til at løse det her problem med meldepligt og så videre, glemte man at afsætte penge til politiet, og det er så det problem, som vi i virkeligheden ser konturerne af nu, sagde han.

Ministeren understregede, at det er vigtigt at skærpe kontrollen med de kriminelle udlændinge på Kærshovedgård. 

- På længere sigt kan man have det ønske, at det her vil have en effekt på de kriminelle udlændinge. Man kan jo forestille sig, at de begynder at ændre adfærd, når de oplever, at det har en konsekvens, hvis man ikke overholder loven. Vi skal huske, at vi kom fra en situation, hvor det var alt for let at slippe uden om. 

- Rigspolitiet følger derfor situationen for at vurdere, om der er grundlag for at vende tilbage til en normal situation, eller om der er behov for at fastholde de øgede ressourcer på Kærshovedgård, og hvornår det i givet fald må kunne lade sig gøre at vende tilbage, sagde Nick Hækkerup.

02:06

Se indslaget om sagen her.

Luk video