Travlhed i Nr. Snede: Kineserne er vilde med danske småkager

Kelsen Group sender hvert år 10.000 tons småkager til Kina - lige nu er det højsæson, så produktionen kører 24 timer i døgnet.

Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

Det kinesiske nytår, der fejres i februar, betyder lige nu stor travlhed på småkagefabrikken Kelsen i Nr. Snede.

Kineserne har en tradition for at give flotte værtsgaver i anledning af nytåret, og her er småkagerne fra Nr. Snede i høj kurs. 

Produktionen kører 24 timer i døgnet, og det betyder cirka 20.000 småkager i minuttet.

De midtjyske godbidder kom ind på det kinesiske marked i 1960erne via en medarbejder på den danske ambassade.

- Når det finere borgerskab kom på ambassaderne, blev de præsenteret for de her småkager. Derved opnåede de en status som værende eksklusivt. Det var simpelthen noget nyt i de finere kredse. Og derved startede hele eventyret omkring Kelsens i Kina, fortæller Dennis Hvam, der er marketingchef i Kelsen Group.

Der er dog også en bagside af historien. Kagerne er så populære, at Kelsen jævnligt støder på kopiprodukter - det er sager, der ofte ender i retten.

Kelsen sender omkring 10.000 tons småkager til Kina om året og regner med stor vækst i fremtiden.

02:07

Kineserne er så vilde med Kjeldsens småkager, at de gerne betaler en uges løn for en dåse.

Luk video