Travlhed hos politiet: Nu skal civile styre teoriprøverne

Civile har i et års tid betjent fotovognene, og nu går turen så til teoriprøverne.

Lars Seiersen er ny i teorilokalet.
Lars Seiersen er ny i teorilokalet.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

I dag har der været en historisk teoriprøve i Holstebro.

Teoriprøven var nemlig en af de første i Danmark, hvor prøven ikke blev tilset af en politimand eller en køreprøvesagkyndig.

I stedet blev den tilset af Lars Seiersen, der til hverdag arbejder med at bestyre politiets fotovogne langs landevejene. Den seneste tid har han dog brugt på at blive klar til at varetage jobbet som teoriprøvetilsynsførende.

Når en civil som Lars Seiersen skal til at bestyre teoriprøven, så gemmer der sig en god grund bag.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er voldsomt udfordret på ventetiderne. De er desværre for lange herovre i det midt- og vestjyske, og ved at vi henter nogle andre medarbejdere ind, så kan vi få frigjort nogle af vores faste prøvesagkyndige, så de kan komme ud og afvikle flere praktiske prøver, fortæller leder for færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.

Henrik Glintborg er færdselsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Henrik Glintborg er færdselsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Fartkontroller og teoriprøver

Siden 2016 har der siddet civile i fotovognene rundt omkring langs de danske landeveje. Her til at starte med er det to af netop de civile, der er blevet oplært til at være teoriprøvetilsynsførende. Lars Seiersen byder de nye udfordringer velkomne, for han glæder sig til at få tid udenfor fotovognene.

- Det er rart med noget variation og en afveksling i det daglige. Det giver en blød omvæltning, fortæller han om sit nye job.

Midt- og Vestjyllands Politi er den første politikreds, der indfører den nye stilling som teoriprøvetilsynsførende.

- Der er en række andre kredse, der i den grad kigger på os nu og ser, hvordan vi løser opgaven. Jeg tror, der er mange andre politikredse, der vil følge trop, siger Henrik Glintborg.

Efter prøven så er det også Lars Seiersen, der retter opgaverne.
Efter prøven så er det også Lars Seiersen, der retter opgaverne.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Alt gik heldigvis også efter planen med den nye teoriprøvetilsynsfører, Lars Sejersen.

- Det er gået stille og roligt, og vi har ikke lavet nogen fejl overhovedet, fortæller han.

På sigt er det planen, at fem af fotovognsobservatørerne også skal uddannes til at overvåge teoriprøver. De fem observatører skal stadig bruge omkring 60 procent af deres arbejdstid i fotovognene. 

1:49