Travle brandmænd rykker ud til 31 naturbrande hver dag

​469 naturbrande i første halvdel af juli sætter de kommunale beredskaber under stort pres.

(Arkivfoto) Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

De første 15 dage i juli har der i gennemsnit været 31 naturbrande hver dag.

Læs også Flere har brudt afbrændingsforbud i weekenden: - Det er et problem

Det giver travlhed hos de kommunale beredskaber og hos de værnepligtige hos Beredskabsstyrelsen, som assisterer ved større naturbrande.

- Der er mange opgaver, og vores folk løber stærkere, end de plejer, siger sekretariatschef Bjarne Nigaard, Danske Beredskaber.

Med 469 anmeldte naturbrande til og med søndag har juli indtil videre overgået det samlede antal naturbrande i juni. Her lød tallet på 449.

I maj gik 500 hektar statslige hedearealer op i flammer ved Randbøl Hede i Sydjylland. Yderligere 200 hektar privat skov og hedearealer blev brændt af, men også det midt- og vestjyske har været ramt af adskillige naturbrande i løbet af de seneste uger.

Beredskaberne er pressede

De mange brande i naturen presser de kommunale beredskaber med mange frivillige og deltidsansatte brandmænd til det yderste.

- Vi kører til det hele og skal nok få det løst, siger Bjarne Nigaard.

- Men det er klart, at hvis det her viser sig at blive normalsituationen fremover, så kan det godt være, vi skal overveje, om vi har de nødvendige kapaciteter, siger sekretariatschefen.

Beredskaberne råder eksempelvis ikke over udstyr, så man kan slukke naturbrande fra luften.

- Hvis den her udvikling bider sig fast, så må vi evaluere, om vi har tidssvarende materiel, og det må vi gøre sammen med vores samarbejdspartnere, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, siger han.

Cigaretter og glasskår kan starte brand

Der kan være flere årsager til naturbrandene. De kan være opstået eksempelvis på grund af et cigaretskod kastet ud af et bilvindue.

Læs også Seks brande på en aften: Nu har politiet opdaget en mere

Det kan også være et glasskår, der har fungeret som brændglas og sat naturen i brand.

Bjarne Nigaard vurderer, at afbrændingsforbuddet, der er indført i alle kommuner landet over, har haft en effekt.

- Jeg har indtryk af, at forbuddet har sendt et kraftigt signal til folk om at passe meget på.

- Det er svært at sige, hvordan situationen ville have været uden forbuddet, men jeg gætter på, at mange ukrudtsbrændere er blevet i garagen, siger han.

Vil overveje helikoptere i fremtiden

I Beredskabsstyrelsen ser operativ chef Lars Høg Schou også et behov for en evaluering af sommerens mange naturbrande.

- Når vi har haft en sommer med så mange naturbrande, som vi ikke har set før, så kunne det være relevant at se på, om man kan gøre noget bedre fremover, siger han.

Som eksempel nævner han indkøb af vandtanke, der kan hænges på helikoptere og bruges til slukning af naturbrande fra luften.

Information om afbrændingsforbud til udenlandske turister kunne også være et indsatsområde, foreslår han.

/ritzau/

Læs også Turister griller løs: Er uvidende om forbud