Travl indbrudstyv endelig anholdt

Politiet mistænker en 31-årig mand for 15 forskellige forbrydelser.

Midt- og Vestjyllands politi anholdt søndag aften, en 31-årig indbrudstyv der ikke har ligget på den lade side. Politiet mistænker ham for at være skyldig i ikke mindre end 15 forbrydelser, og afviser ikke, at der kan tilføjes flere til den liste. Forbrydelserne er hovedsageligt tyverier og indbrud.

Gammel kending

Den 31-årige bor i Horsens, men har tidligere boet i Herning. Her er han særdeles godt kendt af politiet, og er tidligere dømt ved flere lejligheder. Søndag aften blev han anholdt i Silkeborg, efter en politipatrulje opdagede ham i en stjålen bil.

Den 31-årige overnattede i arresten i Holstebro, og vil blive fremstillet i retten i Herning senere mandag.