Travhest vandt og faldt død om

Et usædvanligt drama udspillede sig lørdag aften på Skive Trav, da en hest vandt sit løb og døde lige efter.

Argali og Jeppe Juel
Foto: Flemming Andersen

Han kom ganske vist først over målstregen med sin 4-årige hoppe Argali på Skive Trav lørdag aften i 7. løb. Men det der skete kort efter glemmer travkusk Jeppe Juel formentlig aldrig.

Der var gratis entré på banen og omkring 1.500 tilskuere tilstede. Banechef på Skive Trav Rasmus Sigvardsen oplevede det således:

- Løbet var lige færdigt, og folks opmærksomhed var på reprisen, hvor publikum var travlt optaget af at se, om hesten ville blive diskvalificeret, så det var meget begrænset, hvor mange der kiggede på hesten, da det skete fortæller Rasmus Sigvardsen til TV MIDTVEST.

Der var ingenting, der indikerede, at der var noget galt

Af flere grunde blev der aldrig nogen sejrsfest for Argali og Jeppe Juel.
De få, der havde holdt fokus på Argali lige efter 7. løb, fik sig til gengæld noget af et chok, da vinderen sank livløs om lige efter at have passeret målstregen – højest sandsynligt død på stedet.

En forståelig meget fåmælt Jeppe Juel, sagde senere lørdag aften til Ekstra Bladet:

- Der var ingenting, der indikerede, at der var noget galt.

- Hesten var lidt urolig efter omstarten, men det var ikke mere end normalt. Der var ingenting galt, gentog den ulykkelige travkusk til avisen.

Men ulykkerne var ikke færdige med at have tag i Jeppe Juel denne aften.

Argali blev senere frataget sin løbssejr. Dommerne vurderede, at Argali og Jeppe Juel efter 1000 meters kørsel, fik presset hesten Uptodate med Flemming Jensen for hårdt, efter at have sat et angreb ind på den førende hest Asger Mølgård med Birger Jørgensen i sulkyen.

Uden at have fastslået dødsårsagen gættes der fra flere sider på, at et sprængt blodkar kan være årsag til den norsk-registrerede hests pludselige død.

- Det sker meget sjældent, men vi oplevede noget lignende for et par år siden, hvor en anden hest også døde på travbanen, fortæller banechef Rasmus Sigvardsen til TV MIDTVEST.

Argali nåede at løbe 20.750 kr. hjem til familien Juel, som ejede hesten.