Trappefald kan have sendt mand i koma

Den 38-årige mand fra Ørnhøj, som i går blev fundet bevidsløs i sit hjem i Søndersøparken, kan have fået sine svære skader i hjernen ved at være faldet ned ad en trappe.

trappefald.jpg

Det er fortsat uklart helt præcist, hvad der er årsagen til, at en 38-årig mand fra Ørnhøj nu på andet døgn er i koma på Aarhus Universitetshospital.

30-årig anholdt

Politiet undersøgte i første omgang, om skaderne skyldtes et voldeligt overfald, og en 30-årig mand har været anholdt i sagen. Han blev løsladt efter afhøring søndag, fortæller Henning Præstegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Havde været tumult

- Den 30-årige erkendte, at han natten til lørdag havde været oppe at toppes med den 38-årige på værtshuset "Det lille sted" i Ørnhøj, men han nægtede, at det kunne være ham, som havde påført den 38-årige de livsfarlige skader i hovedet, siger politikomissær Henning Præstegaard.

Vidner søges

Derudover er der også vidner som, har set den 38-årige gå rundt i området ved "Det lille Sted" efter, at den 30-årige havde forladt beværtningen.

- Vi er ved at klarlægge hans færden præcist. Der er et andet vidne, som har hørt noget tummel i en ejendom over for restaurationen. Her er nogle trapper, og det er ikke usandsynligt, at han kan være faldet ned ad dem, men vi mangler nogle brikker for at kunne være helt sikre på, at han ikke har været udsat for vold, siger politikomissæren i dag mandag. 

Politiet hører gerne fra vidner, der har set noget i området ved "Det lille sted" natten til lørdag.