Traktorførers opråb skaber debat

Der var ikke meget plads mellem traktoren og de biler, der overhalede Jesper E. Jensen. Foto: Privatfoto: Jesper E. Jensen

Traktorførers opråb skaber debat

Et Facebookopslag skrevet af en frustreret traktorfører har skabt stor debat om langsomtkørende trafik.

Er det okay, at kartoffeltransport foregår på de landeveje, vi alle benytter os af, og i myldretiden? Det diskuteres lige nu flittigt på Facebook, efter Jesper E. Jensen i går fortalte om en oplevelse med en hidsig bilist.

Jesper E. Jensen er ansat på i et større landbrug, hvor de ofte transporterer kartofler til Karup Kartoffelmelsfabrik. Det giver selvsagt lidt gener i trafikken, men fredag blev traktorkørslen for meget for en bilist.

To biler var netop i færd med at overhale Jesper E. Jensen og hans traktor:

- Den forreste af de to havde en plan om at trække hurtigt ind foran mig, blokere sine bremser, selvom han havde en bil bag sag og ikke mindst mig, skriver han i Facebookgruppen Vores Herning og fortsætter:

- Jeg kan fortælle jer, at jeg var lykkelig for, at mine bremser på mit køretøj var i orden, for de blev testet 180 %, sku' jeg hilse og sige! Tror ikke, der kunne klemmes så meget som ét stk. papir ind imellem min traktor og bilen imellem os. Alt stod stille, også den lange kø der holdt bagved.

Siden Jesper E. Jensen skrev sit opslag fredag, har 800 personer delt opslaget, flere end 100 har kommenteret, og flere end 1800 mennesker har givet deres mening til kende.

Fik lektion om færdselsreglerne

Men bilisten, der var godt træt af Jesper E. Jensens langsomme traktorkørsel, var ikke færdig.

- Manden steg ud af sin bil, gik hen til mig, åbnede døren, og gav mig en lektion i, hvordan færdselsreglerne lød + meget andet, som jeg vil skåne jer for, skriver han på Facebook.

Han forklarer, at situationen rystede ham gevaldigt. Især fordi han var utroligt tæt på at køre op i den mellemste af de to biler, der overhalede ham.

Han fortæller dog, at de fleste bilister agerer med langt større sindsro, når de møder en kartoffeltransport. Alligevel håber han, at hans medbilister fremover vil udvise tålmodigmed over for de langsomme køretøjer.

Du kan se hele Jesper E. Jensens Facebookopslag her: