OPDATERET: Tre på sygehus efter ulykke ved Timring

To biler er stødt sammen mellem Timringvej og Tiphedevej. Tre er kørt på sygehuset, men ingen af dem er i livsfare.

Laegehelikopter_landet.jpg

En lægehelikopter er landet efter en trafikulykke mellem Ørnhøj og Timring. Ulykken skete klokken 9.24 i krydset mellem Timringvej og Tiphedevej, hvor to biler stødte sammen. En 41-årig mand fra Silkeborg er fløjet til Skejby med lægehelikopter efter ulykken. 

Derudover er en 21-årig kvinde og en 22-årig mand, begge fra Herning, blevet kørt på hospitalet. Ingen af de tre tilskadekomne er i livsfare. 

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi opstod ulykken ved, at den 41-årige mand overtrådte sin vigepligt på vej ind i krydset mellem Timringvej og Tiphedevej.

Ifølge Herning Folkeblad er det ikke første gang, der sker ulykker i krydset mellem Timringvej og Tiphedevej. De seneste fem år har der været rapporteret om mindst fire trafikulykker i krydset.