Trafikulykke: Slynget ud af bil

Lørdag aften blev en kvinde slynget ud af bilen, da hun kørte i grøften. Hun blev alvorligt kvæstet ved ulykken.

Ulykken skete ved 22.30-tiden på Bøgildgårdsvej mellem Kjellerup og Vinderslev. En ca. 40-årig kvinde kørte i grøften, og det fik bilen til at rulle rundt. Kvinden blev slynget ud af bilen, og endte med at ligge fastklemt under den. Det skriver 24-7 News.

Større redningsaktion

Redningsfolk fra både Kjellerup og Silkeborg blev kaldt til ulykkesstedet, ligesom også politiet, en ambulance og en akutlæge kom til assistance. Det lykkedes at trække og løfte så meget i bilen, at man kunne få kvinden fri. Hun blev kørt til Sygehus Viborg med udrykning.

Kort inden ulykken, havde kvinden sat en mandlig passager af, og hun var alene i bilen.