Trafikråd advarer mod at afskaffe flere fotovogne

Rådet for Sikker Trafik kalder det en "ualmindelig dårlig idé" at droppe fotovogne til fordel for stærekasser.

Rådet for Sikker Trafik er imod Socialdemokratiets forslag om at omstille fra primært fotovogne til stærekasser.
Rådet for Sikker Trafik er imod Socialdemokratiets forslag om at omstille fra primært fotovogne til stærekasser.

Det vil gå ud over trafiksikkerheden, hvis man stiller om fra at bygge fartkontrollen på primært fotovogne til primært stærekasser. Sådan advarer Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, efter at Socialdemokratiet har luftet et forslag om netop at skifte flere fotovogne ud med stærekasser.

- Der er langt imellem fotovognene. Jeg tror ikke på, at det er til gavn for trafiksikkerheden at begrænse dem yderligere.

- Jeg er helt med på, at man i videre omfang kan arbejde med stærekasser, men lad os i stedet bygge oven på det eksisterende kontroltryk, siger Mogens Kjærgaard Møller.

I efteråret blev 20 ud af 100 fotovogne, der blitzer fartsyndere, fjernet. I stedet kom 20 stærekasser.

Stærekasserne er i modsætning til fotovogne fastmonteret, og bilisterne advares forinden om, at der er fartkontrol forude. Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, lufter over for DR Nyheder en idé om muligvis helt at afskaffe fotovogne til fordel for stærekasser.

- Jeg ser for mig, at vi langsomt stiller om fra primært fotovogne til primært stærekasser - og i sidste ende måske kun stærekasser, siger S-ordføreren til mediet. Det mener Mogens Kjærgaard Møller dog er en "ualmindelig dårlig idé".

- Der er ingen tvivl om, at fotovognene har en klar berettigelse. De har nogle helt andre egenskaber, end de faste stærekasser har.

- Uforudsigeligheden er vigtig at have med i billedet, når man vil lave en effektiv trafikkontrol. Vi mener klart, at der bør være en kombination af stærekasser og fotovogne, siger direktøren.