Trafikdræbt: Forældre får 100.000 i erstatning

Forældreparret til en ung pige, der i august blev dræbt i trafikken, får nu 100.000 kroner i erstatning.

Ambulance,_udrykning_0.jpg

Mandag den 11. august blev en ung pige dræbt på Korsvejen ved Gedsted.

Nu får forældrene 100.000 kroner i erstatning fra bilistens forsikringsselskab, det skriver Ritzaus Nyhedsbureau.

Det er Vestre Landsret, der fra har stadfæstet dommen fra Retten i Aalborg. Dermed skal forsikringsselskabet Aros betale 100.000 kroner som kompensation for den følelsmæssige belastning til forældrene.

Pige blev dræbt omkring kl. 16 om eftermiddagen, da hun var ude at gå en tur med hunden. Pigen blev påkørt bagfra af en bilist, der kørte videre fra ulykken.

Det var forældrenes nabo, der opdagede, at pigen var kørt over. Det var naboen, der alarmerede forældrene, som måtte finde datteren livløs i vejkanten.

Bilisten har erkendt, at han lige inden, han skulle passere pigen, foretog et opkald fra sin håndholdte mobiltelefon. Han blev idømt 30 dages betinget fængsel.

Forældrene krævede erstatning efter Erstatningslovens paragraf 26 A, der siger, at den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særligt nær.

Der skal desuden lægges vægt på den lidelse, de efterladte er blevet påført, lyder det.

Både byretten i Aalborg og nu Vestre Landsret er enige om, at betingelserne for erstatning er opfyldt. Ud over de 100.000 kroner skal Aros betale sagens omkostninger, der løber op i 35.000 kroner.