Trafikaftale: Fortsat direkte tog til Vestjylland

Regeringen er sammen med Enhedslisten og SF tæt på at lande en politisk aftale om den kommende mangeårige kontrakt mellem staten og DSB.

En ny trafikaftale forventes præsenteret efter endelige forhandlinger i Transportministeriet tirsdag aften. Det er partierne i rød blok, der står bag aftalen, som skal løbe frem til udgangen af 2024.

Aftalen betyder, ifølge TV MIDTVEST's oplysninger, at der ikke bliver ændret ved DSB's direkte forbindelse mellem Thisted, Struer og København.

- Aftalen betyder, at der ikke ændres ved de direkte togforbindelser mellem Vestjylland og København i hvert fald de næste 10 år, siger medlem af Transportudvalget, Andreas Steenberg (RV).

Der ændres altså ikke på de fem daglige direkte togture mellem Thisted og København, samt den direkte forbindelse mellem Struer og København som kører én gang i timen.

- Det har været vigtigt for mig, at der fortsat bliver ved med at være direkte forbindelser mellem Vestjylland og København, så man ikke endnu en gang får følelsen af, at Midt- og Vestjylland bliver koblet af. Samtidig sikrer aftalen, at det er moderne og tidssvarende intercity-tog, og ikke gamle afdankede regionaltog, som kører ruten, siger Andreas Steenberg til TV MIDTVEST.

I en rapport fra Trafikstyrelsen anbefales det at afskaffe DSB's direkte togforbindelser til Vestjylland, men det har rød blok altså ikke valgt at efterkomme.

Kontrakten mellem DSB og staten er på 41,3 milliarder kroner og vil blandt andet betyde, at DSB kan gå i gang med at købe elektriske tog. Aftalen betyder også bedre forhold for de handicappede passagerer, som i fremtiden kan bede om assistance til at komme med toget indtil 24 timer før, de skal afsted. Den tid skal senere reduceres til 12 timer.

Ruten mellem Thisted - Struer og København er den eneste som køres af DSB i Midt- og Vestjylland.