Træt af tiggergang: Nu skal lufthavnen tjene penge

Midtjyllands Lufthavn har til stadighed problemer med at skabe overskud, og det frustrerer blandt andet borgmesteren i Ikast-Brande Kommune.

Midtjyllands Lufthavn
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Midtjyllands Lufthavn har endnu en gang brug for penge fra sine ni ejere - de ni omkringliggende kommuner. Det er begyndt at trætte kommunerne. Det er nemlig ikke første gang, de beder om penge. 

Både i 2012 og 2014 bad lufthavnen om penge fra kommunerne. Samlet set fik lufthavnen 22 millioner kroner i kassen fra kommunerne de to år. Og igen i år beder de om 12 millioner kroner. 

Det er begyndt at frustrere Ikast-Brande kommunes borgmester, der vil have, at det bliver en profitabel forretning så snart som muligt, så kommunerne ikke hele tiden skal smide penge i kassen. 

- Det er en frustrerende situation, for vi har jo haft en lufthavn her i 50 år, uden der skulle proppes penge i, siger Carsten Kissmeyer. 

Ikast-Brande Kommune er dog klar på at bidrage med de nødvendige penge, men på én betingelse. 

- Det skal kunne løbe rundt, og lige nu skal vi måske tage lidt mere for billetterne, så lufthavnen får lidt mere i kassen, og så skal vi frem for alt markedsføre lufthavnen meget bedre, siger borgmesteren. 

Nødvendig for regionen

Kommunerne mener dog stadig, at lufthavnen er vigtig for den lokale infrastruktur, så derfor kommer pengene også ind. I Holstebro Kommune ser borgmesteren det som afgørende, at man har lufthavnen. 

- At vi har en flyforbindelse til København er helt afgørende for erhvervslivet i Midt- og Vestjylland, siger H.C. Østerby. 

Lufthavnen havde i 2016 155.000 passagerer på deres afgange, men målsætningen er 250.000 passagerer for at få en lukrativ lufthavn. 

2:28