Træsnitter: - Det bedste vi kan give hinanden er tid

Efter et arbejdsliv, hvor han ikke kunne leve af den hobby, som han elskede, har han nu dedikeret sin pensionisttilværelse til at snitte figurer i træ.

4:03
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

I dag kan man lave næsten alting selv. Med 3D-printernes indtog kan du designe en ting på din computer, og selv printe den ud i plastik. Men John Thomsen kan bedre lide at gøre det på den gammeldags facon.

John Thomsen er en pensionist, der bor på en landejendom syd for Bording Kirkeby. Tidligere har han været kirkegårdsleder, og så har han været værkstedsmand på Institution Koglen. Her skulle han lave håndværk med de indsatte på den sikrede institution. Der var bare ét problem.

- Det var nogle gange begrænset, hvad man kunne sætte dem til, fordi nogen af dem ikke måtte bruge skarpt værktøj, siger John Thomsen til TV MIDTVEST.

Men alligevel gav han dem tiden dengang, hvilket han var glad for.

Tid som valuta

Netop tiden har billedskæreren fundet ud af er meget værd, efter han er gået på pension. For når alting går så stærkt, som det gør i 2018, så er tid den bedste gave, vi kan give.

- Du kan lave alt med 3D-printere i dag. Men kan du lave det samme med dine fingre, med dine øjne og dine sanser? Ja, det kan du godt. Det tror jeg bliver meget værd i fremtiden, fordi det bedste vi kan give hinanden, det er vores tid, siger han. 

Hjemmelavede ting synes han netop er et udtryk for tid. 

0:17
En lille sekvens med nogle af de forskellige figurer, John Thomsen har lavet. 

- En personlig ting det er noget af det, som du har givet din tid, siger John Thomsen.

Pensionisten bruger billedskæreriet som sin hobby. Han går ud i værkstedet og begynder at snitte ting i træ. Men det vigtige for ham er bare at bruge tiden på noget, han kan lide. Det kunne være hvad som helst.

- Jeg tror, at mange mennesker giver deres tid fuldt ud i arbejdet. De har faktisk ikke nogen hobby, de har udviklet ved siden af. De glæder sig til at de kan stoppe med at arbejde, men så opdager de, at der er et hul. Derfor skal man huske at have noget at interessere sig for. Det kan ligeså godt være mennesker, som det kan være at snitte i en træklods, siger billedskæreren.

Målet med at lave alle disse figurer er som sådan ikke at sælge dem videre. Han kan bare godt lide processen i at lave figurerne.