Træner scorer supermål i tvunget comeback

41-årige Klavs Bruun Jørgensen var lørdag tilbage på håndboldbanen

klvs_bruun.jpg

Team Tvis Holstebros træner, Klavs Bruun Jørgensen, gjorde lørdag aften comeback på håndboldbanen i EHF Cuppen.

Det danske hold var inden kvartfinalen mod Gorenje Velenje så hårdt presset af skader, at den 41-årige træner havde annonceret muligheden for et comeback.

I anden halvleg skete det så, da den tidligere landsholdsspiller sendte sig selv i aktion i det knebne nederlag på 27-28 i den svære udekamp i Slovenien.

Klavs Bruun Jørgensen var i sin storhedstid især kendt for sit underhåndsskud, og den specialitet blev også vist frem lørdag aften, da han otte minutter inde i anden halvleg bragte Team Tvis foran 20-18 med et underhånds-missil.

Selv om det ikke lykkedes at forsvare føringen, står Team Tvis med gode chancer for at avancere til semifinalerne, når der er returkamp i Holstebro om en uge.

/ritzau/