Trækker fulde huse 300 år efter sin død

Fortællingen om Marie Grubbes fald fra samfundets tinder trækker fulde huse ved genopførelsen på Tjele Gods.

2018-udgaven af Marie Grubbe er en monolog opført af skuespiller Camilla Bendix ledsaget af cellisten Johanne Andersson.
2018-udgaven af Marie Grubbe er en monolog opført af skuespiller Camilla Bendix ledsaget af cellisten Johanne Andersson.
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Romanen af J.P. Jacobsen om den adeligt fødte Marie Grubbe blev revet fra hylderne da den udkom 1876.

Nu er en teaterforestilling om hendes skæbne udsolgt på rekordtid. Hendes liv som rummer flere ulykkelige ægteskaber og en slutning på samfundets bund.

Forestillingen foregår på Tjele Gods i riddersalen. Og det var lige netop her, det hele begyndte.

- Det er jo en arketypisk fortælling med et menneske, der bryder ud af et system eller ikke vil finde sig i det system, som han eller hun er sat i. Og der er jo mange måder at fortælle den historie på. Derfor er den blevet fortalt så mange gange, mener dramatiker Amalie Olesen fra Viborg, der står bag stykket.

Amalie Olesen, dramatiker
Amalie Olesen, dramatiker
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Det store fald

Det er fortællingen om Marie Grubbes nedstigning fra den absolutte top til samfundets bund. En fortælling der her 300 år efter hendes død stadig kan begejstre en instruktør.

- Hun har simpelthen, også hvis hun levede i dag, levet et kontroversielt liv, fastslår instruktør Anna Schulin-Zeuthen.

- Hendes måde med først at være gift med en kongesøn og være en del af den højeste elite og ende på fattighjælp - altså ende som det laveste udskud - alene det er jo drama, tilføjer instruktøren.

Anna Schulin-Zeuthen, instruktør
Anna Schulin-Zeuthen, instruktør
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Gjort til menneske

2018-udgaven er en monolog opført af skuespiller Camilla Bendix ledsaget af cellisten Johanne Andersson.

- Vi har prøvet at arbejde med at gøre hende til menneske og ikke til symbol eller billede eller maskot i en eller anden kamp, fortæller dramatiker, Amalie Olesen.

Samtlige forestillinger blev udsolgt på under to uger, og det har givet mod på mere.

- Vi har helt bestemt lyst til at fortsætte det på en eller anden måde og folde hendes historie mere ud og måske lave en større forestilling, men vi har ikke nogen reelle planer om det, men det er helt klart nogle tanker, vi arbejder med, siger instruktør Anna Schulin-Zeuthen.

2:15
Se tv-indslag om Marie Grube anno 2018.