Trackere: Ulven har fået hvalpe

Ulvetrackere offentliggør ulve-hyl, som de er overbeviste om stammer fra hvalpe. Hvor optagelsen stammer fra, vil de ikke fortælle (arkivfoto).

0503_15Ulv_Master_Naer.jpg

En eller flere af de ulve, der befinder sig i de midt- og vestjyske plantager, har tilsyneladende fået hvalpe.

Den opsigtsvækkende melding kommer fra det frivillige netværk bag hjemmesiden Ulvetracking.dk, der følger det nye dyr i den danske natur ved hjælp af blandt andet lydoptagelser.

Og det er netop sådan en lydoptagelse, der har overbevist Ulvetracking.dk om, at der er ulveunger i Danmark.

- Det er lykkedes os at optage to hyl, som vi er sikre på er hvalpe. Det er vi selvfølgelig meget beærede over at have fået lov til at opleve, siger Thomas Boesdal fra Ulvetracking.dk.

Han fortæller, at hvalpenes hyl har samme klang og tone som de voksnes - men de er lysere, kortere og ikke så kraftige. Derfor er han overbevist om, at der er tale om ulve-hvalpe. Dertil kommer, at trackerne har talt med vidner, der har set ulve med hvalpe i området.

Ulvetrackerne vurderer, at hvalpene er omkring fem måneder - og understreger, at Danmark nu kan være på vej mod en egentlig bestand, og at man med tiden også vil kunne opleve et egentligt ulvekobbel.

Optaget et hemmeligt sted

Hvor de har hørt hvalpene, vil ulvetrackerne ikke fortælle. Begrundelsen er, at jægere, landmænd og lodsejere skal kunne give dem oplysninger om ulve i al fortrolighed.

- Denne fortrolighed ønsker vi at bevare både af hensyn til fremtidigt samarbejde og af hensyn til vildtet, hvalpene, ulven og beboerne i området, siger Thomas Boesdal.

Ulvetrackerne har dog givet besked til det skovområde, hvor de har hørt hvalpene.

Ekspert: Ikke usandsynligt med hun-ulve

Ulveeksperten Thomas Secher, der er seniorforsker ved Naturhistorisk Museum, siger til tvmidtvest.dk, at der indtil videre ikke er fundet DNA-spor af hunulve i den danske natur.

- Men når det så er sagt, er det bestemt ikke usandsynligt, at der skulle gemme sig en hunulv, som vi endnu ikke har sikret os spor af. Hunulve strejfer også meget, siger han.

Hunulve i Danmark vil formentlig få unge omkring maj-juni.

Eksternt link - hør ulvehylet på Ulvetracking.dk

 

2:20
Folkene bag hjemmesiden ulvetracking.dk har i dag offentliggjort en lydoptagelse af det de hævder er hyl fra ulvehvalpe.