Tove og Tage har været gift i 70 år: - Vi er mere lykkelige end nogensinde

Det er de færreste par, der når at fejre jernbryllup. Tove og Tage Nielsen fra Viborg er undtagelsen.

Tove og Tage Nielsen kan i dag fejre jernbryllup efter at have været gift i imponerende 70 år. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I dag er det præcis 70 år siden Tove og Tage Nielsen sagde ja til hinanden. Parret er da også godt selv klar over, at det er noget helt specielt.

- Det er så sjældent, at der er nogen, der oplever det, siger Tage Nielsen.

Læs også Færre skilsmisser: Vi kæmper mere for ægteskabet, mener biskop

Tove og Tage Nielsen har kendt hinanden i 73 år, og hun er nu 88 år, mens han er 90. Sammen har det fået tre børn, otte børnebørn og 15 oldebørn. Som alle ægteskaber har de mange år sammen budt på både medgang og modgang.

- Vi har da også haft mange problemer og skændtes, men vi har haft forståelse for hinanden og forsøgt at indrette os. Man skal være positiv og ærlig, siger Tage Nielsen.

Ud af de knap 32.000 par der blev viet i 2017 oplevede kun 112 par deres jernbryllup. En skam, mener Tage Nielsen.

- Jeg er så ked af at høre, at der er så mange, der bliver skilt. Jeg tror ikke, de forstår at sætte sig ned og snakke om problemerne, siger han.

Vi har kunnet snakke om tingene. Det er det vigtigste.

Tove Nielsen

- Vi har kunnet snakke om tingene. Det er det vigtigste, supplerer Tove Nielsen.

Om parret fra Viborg også når at fejre det endnu sjældnere atombryllup om fem år, kan kun tiden vise. Indtil videre er det i hvert fald stadig yndigt at følges ad.

- Jeg er lige ved at tro, at vi er mere lykkelige i dag end nogensinde. Det kan du da også godt se? Er hun ikke smuk, siger Tage Nielsen og vender sig mod sin kone.

- Tillykke med det, siger han og slutter med et kys.

02:09

Det er de færreste, der lige som Tage og Tove Nielsen fra Viborg når at opleve deres jernbryllup.

Luk video