Tour de France-stjerne vinder EM i Herning

Det blev desværre ikke til dansk metal i mændenes linjeløb ved EM i cykling. I stedet løb norske Alexander Kristoff med guldet.

Forhåndsfavoritten Alexander Kristoff vandt mændenes linjeløb. Derfor kunne han lade sig kåre som europamester.
Forhåndsfavoritten Alexander Kristoff vandt mændenes linjeløb. Derfor kunne han lade sig kåre som europamester.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

Den norske cykelrytter Alexander Kristoff løb med sejren, da herreelitens linjeløb søndag eftermiddag blev kørt ved EM i cykling i Herning.
    
Italienske Elia Viviani og hollandske Moreno Hofland blev henholdsvis nummer to og tre.
    
Den danske sprinter Magnus Cort formåede slet ikke at blande sig i afgørelsen og blev fanget bag et styrt på opløbsstrækningen.
    
Søndagens rute var en rundstrækning ved Herning på omkring 20 kilometer, som blev tilbagelagt i alt 12 gange.
    
Løbet startede relativt roligt, inden der mod de sidste omgange blev åbnet mere op for angrebslysten med adskillige angreb.
    
Flere af holdene i feltet havde dog interesse i at afgøre mesterskabet i en massespurt, og det var derfor svært for nogen at skabe afgørende afstand.
    
En gruppe med ti mand slap afsted mod slutningen, men blandt andet takket være en stor dansk indsats, lykkedes det at indhente udbruddet.
    
Herefter var det dog den norske stjerne Edvald Boasson Hagen, der slap afsted sammen med belgiske Jens Keukeleire og Nikolaj Trusov.
    
Trioen fik et godt hul, men blev alligevel hentet.
    
Dermed skulle det afgøres i en massespurt, og her var forhåndsfavoritten Alexander Kristoff lige nøjagtigt hurtigere end Elia Viviani.
    
/ritzau/