Tottenham Hotspur kommer til Herning Fremad

DGI introducerer Tottenham fodboldskoler i fire fodboldklubber i Danmark, hvoraf den ene er i Herning Fremad. Samtidig skal Tottenhams akademitrænere holde inspirationsseminarer skræddersyet til danske fodboldtrænere.

eriksen2web.jpg

DGI og Tottenham Hotspur Global Coaching har netop skrevet under på en samarbejdsaftale, der skal give dansk fodbold en ny dimension. 

400 børnAftalen betyder, at op til 400 børn i sommeren 2014 får mulighed for at komme på en Tottenham Hotspur-fodboldskole, som arrangeres i samarbejde med DGI og den lokale fodboldklub.

En af de kun fire Tottenham fodboldskoler bliver holdt i Herning Fremad i uge 31, hvor der bliver plads til 100 børn fra det midt- og vestjyske opland. 

For alleFodboldskolen er for alle børn, ikke kun medlemmer i Herning Fremad, og besøget glæder den daglige centerleder i Herning Fremad og skoleleder på fodboldskolen til sommer, Morten Jørgensen.

- Det er meget interessant, at en så stor klub som Tottenham kommer på besøg i Herning Fremad. Det bliver en kanon oplevelse for alle de børn, der deltager på skolen men også for vores trænere, der får input fra nogle af verdens bedste ungdomstrænere, siger Morten Jørgensen i en pressemeddelelse fra DGI.

Trænere i skoleLokale fodboldtrænere bliver assistenttrænere for Tottenhams akademitrænere, og op til fodboldskolen deltager de på et internt kursus sammen med Tottenhams akademitrænere.

Glæde i DGIOgså helt i toppen af DGI har samarbejdet med storklubben Tottenham Hotspur vakt glæde. DGI's direktør Søren Brixen siger:

- Med samarbejdet med Tottenham har DGI skabt en platform for trænerudvikling på et højt internationalt niveau, der kan give de danske fodboldklubber et løft. Vi er stolte af at kunne give spillerne og de fire klubber en helt ekstraordinær fodboldoplevelse. Men det er endnu mere vigtigt at etablere et konstruktivt samarbejde omkring trænerudvikling og uddannelse, som kan gavne alle vores fodboldklubber.

Direktør for Tottenham Hotspur, Grant Cornwell, mener også at englænderne kan lære af danskerne:

- Vi ønsker et længerevarende og ligeværdigt samarbejde, der både giver værdi for DGI og Tottenham Hotspur. Vores ønske er at brande klubben og vores træningsfilosofier over for foreninger, børn og trænere i Danmark, men vi har samtidig et ønske om at lære af DGI, de danske fodboldtrænere og de danske erfaringer med foreningsarbejdet, siger direktøren fra Tottenham.

Supplement

De særlige Tottenham-fodboldskoler skal ses som et supplement til de øvrige fodboldskoler, som lokale klubber arrangerer i samarbejde med DGI, oplyser DGI i sin pressemeddelelse.