Torskebestand i Nordsøen og Skagerrak den største i 30 år

Torskebestand i Nordsøen og Skagerrak den største i 30 år

En mangeårig indsats har reddet Nordsø-torsken fra udryddelse. Nu erklæres fiskeriet endda for bæredygtigt.

Tæt på udryddelse eller helt kollapset. Sådan har det dystert lydt gennem 15-20 år om den tidligere for dansk fiskeri vigtige torskebestand i Nordsøen.
    
Hele EU's fiskeripolitik blev derfor tilrettelagt med henblik på at forsøge at genoprette torsken. Kvoterne blev drastisk reduceret.
    
Men missionen er lykkedes. Mængden af torsk i Nordsøen og Skagerrak er nu den største siden midten af 1980'erne.
    
Oveni hatten er det danske torskefiskeri netop blevet godkendt til brugen af det anerkendte bæredygtighedsmærke MSC.
    
Det uafhængige mærke er forbrugernes sikkerhed for, at de med god samvittighed kan spise fisken, og at fiskeriet foregår bæredygtigt.
    
- Det her er en milepæl for dansk fiskeri, siger formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
    
Fiskeriforeningen arbejder hårdt på at få alle danske fiskerier MSC-certificeret, ikke mindst fordi det er et stigende krav fra butikskæder og forbrugere.
    
Omkring 80 procent af spisefisken bærer i dag det blå mærke for bæredygtighed. Alligevel er det særligt vigtigt for fiskerne, at det kritiserede torskefiskeri nu også får anerkendelsen.
    
En af de allerhårdeste kritikere af torskefiskeriet gennem mange år er WWF Verdensnaturfonden.
    
Men WWF's ekspert på området, Christoph Mathiesen, anerkender, at torskeforvaltningen har været en stor succes.
    
- Det er en kæmpesejr for mindst 20 års arbejde for at vende udviklingen i et godt samarbejde mellem fiskere, politikere, biologer og ngo'er.
    
- Torsken er en vigtig art, og fiskeriet af den spiller en stor rolle for de samfund, der ligger omkring Nordsøen. Var den forsvundet, som det er set ved Canada, så var det et kæmpetab, siger han.
    
- Nu må vi følge det nøje og håbe, at det bliver ved med at gå den rigtige vej. MSC-mærket er et vigtigt instrument, fordi fiskerne fra forbrugere og butikskæder dermed får en anerkendelse for at holde igen, siger han.
    
/ritzau/

FAKTA: Det får du når du køber MSC-mærket fisk

Stemplet fra den uafhængige organisation MSC er forbrugernes sikkerhed for, at fiskeriet foregår bæredygtigt.

Mængden af torsk i Nordsøen og Skagerrak er nu den største siden midten af 1980'erne.

Oveni hatten er det danske torskefiskeri netop blevet godkendt til brugen af det anerkendte bæredygtighedsmærke MSC.
    
* MSC står for Marine Stewardship Council.
    
* Det er en miljømærkning af fisk og forbrugerens garanti for bæredygtighed.
    
* MSC bygger på tre principper:
    
Fiskeriet skal være på et niveau, der er bæredygtigt for fiskebestanden, og stoppe før alle fisk er fanget, så fiskeriet kan fortsætte i det uendelige.
    
Fiskeriets indvirkning på havets økosystemer skal vurderes ud fra den eksisterende viden, og miljøpåvirkningerne minimeres.
    
Fiskeriet skal opfylde alle lokale, nationale og internationale love.
    
* MSC er en uafhængig organisation bestående af ngo'ere og vigtige fiskeaktører.
    
* Fiskeproducenterne må kun bruge MSC-mærket, hvis fangsten efterlever de skrappe krav for miljøvenligt og bæredygtigt fiskeri.
    
 Kilde: WWF Verdensnaturfonden.
    
/ritzau/