Torpederede hus: Nu er lastbilen trukket fri

Den tilkaldte kranvogn måtte i første omgang give op - men til sidst lykkedes operationen.

Lastbil i hus
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Den lastbil, der onsdag formiddag kørte ind i et hus på Skivevej i Hvam nord for Holstebro, er nu endelig trukket fri.

Det skete omkring klokken 17.30, oplyser indsatsleder Mogens Eliasen fra Nordvestjyllands Brandvæsen.

Det viste sig dog at være en større operation at få det tonstunge køretøj ud på vejen igen. Den tilkaldte kranvogn måtte i første omgang give fortabt.

- Hvis der ikke er trykluft i bremserne på en lastbil, blokerer den simpelt hen bremserne, og så skal der virkelig meget til for at trække den fri. Det lykkedes heldigvis, da vi fik pumpet ny luft ind i bremsesystemet, fortæller Mogens Eliasen.

Lastbilen borede et stort hul i huset, da føreren mistede herredømmet. Heldigvis var beboerne ikke hjemme, og lastbilchaufføren skulle ikke være kommet noget til.

- Det kunne være gået meget værre. For det første var det godt, at der ikke var nogen hjemme, og for det andet nåede chaufføren at flytte sig, da uheldet skete, siger indsatslederen.

Huset er blevet afstivet, så det ikke er i fare for at styrte sammen, og skadesservice har dækket det store hul i muren til. Huset er ifølge indsatslederen ikke ubeboeligt, men der venter naturligvis et større arbejde med at reparere skaderne.

 

0:41