Topscorer tror på sejr

Superligaens topscorer, Thomas Dalgaard, tror, at Viborg FF vil være tæt på en redning, hvis holdet kan vinde bundgyseren mod SønderjyskE.

Thomas_Dalgaard150713.jpg

Viborg FF tager i dag kl. 14 hul på endnu en bundgyser i Superligaen. Viborgenserne vandt sidste weekend 3-0 i bundkampen mod AGF og kom med den sejr over nedrykningsstregen. Nu står den på en ny én af slagsen i Haderslev i dag, hvor SønderjyskE venter. Og Superligaens topscorer, Thomas Dalgaard, tror, at Viborg har gode muligheder for at hente endnu en sejr.

- Vi plejer at have et ret godt tag på SønderjyskE. På en eller anden måde er det et hold, der står godt til os, siger Thomas Dalgaard.

I de seneste 10 indbyrdes opgør mellem de to klubber har Viborg hentet syv sejre. Og kun én gang har de grønne tabt til sønderjyderne.

- Vinder vi den kamp, er vi meget tæt på at have reddet endnu en sæson i Superligaen. Jeg glæder mig helt vildt til dagens kamp, understreger Thomas Dalgaard.

Til gengæld er det ikke sikkert, at sønderjydernes forsvar glæder sig til at skulle stå ansigt til ansigt med Thomas Dalgaard igen. I de to seneste kampe mod SønderjyskE har Dalgaard nettet fire gange.