Topscorer tæt på skifte til Holland

Sidste sæsons topscorer i Superligaen, Thomas Dalgaard, er tæt på at skrive under på en tre-årig kontrakt med hollandske Heerenveen.

Thomas_Dalgaard150713.jpg

Når Viborg FF i dag indleder sæsonen i 1. division bliver det uden sidste sæsons topscorer i Superligaen, Thomas Dalgaard. Og meget tyder på, at Viborg FF skal vænne sig til livet uden Thomas Dalgaards mange mål. Interessen for Dalgaard er de seneste dage blevet intensiveret, og derfor har VFF's sportslige ledelse besluttet, at Thomas Dalgaard ikke indgår i truppen til premierekampen i dag søndag mod AC Horsens. Det skriver Viborg FF på klubbens hjemmeside.

Ifølge hollandske medier er det kun et spørgsmål om tid, før Thomas Dalgaard skriver under på en tre-årig kontrakt med Heerenveen. Prisen skulle ligge på omkring fem millioner kroner. Overfor Viborg Stifts Folkeblad udtrykker Viborg FFs sportschef, Ole Nielsen, et håb om, at Dalgaards fremtid snart er på plads. Sportschefen har ingen kommentarer til forlydender om, at Dalgaard lige nu er i Holland for at forhandle de sidste detaljer på plads.

- Som vi har skrevet på vores hjemmeside, så er der konkret interesse for Thomas. Han har en del overvejelser lige nu, og for at han ikke skal have for meget i hovedet - både med hensyn til kamp og eventuelle forhandlinger - så er det den bedste afgørelse, at han ikke kommer i kamp mod Horsens, siger Ole Nielsen til avisen.

30-årige Thomas Dalgaard scorede 18 mål i sidste sæsons Superliga.