Topkamp: VFF har kurs mod superligaen

VFF bejler til Superligaen efter sejr i topkamp mod Vejle Boldklub Kolding, hjemme i Viborg.

VFF_bold_0.jpg

Viborg FF overtog andenpladsen i 1. division med en sejr over den nærmeste rival til oprykning.

Viborg satte søndag kurs mod Superligaen, da klubben vandt topkampen mod Vejle Boldklub Kolding med 2-1.

Aleksandar Stankov bragte hjemmeholdet Viborg foran tidligt i kampen, og et kvarter før tid fordoblede Simon Nagel føringen.

Vejle Boldklub Koldings Azer Busuladzic fik reduceret til 1-2, men tættere kom gæsterne ikke.

Med sejren overtager Viborg andenpladsen i 1. division med 53 point for 29 kampe. Vejle Boldklub Kolding og Lyngby er lige efter med 52 point.

Lyngby holdt liv i håbet om oprykning ved at vinde 2-1 hjemme over FC Fredericia.

FC Vestsjælland topper rækken med 57 point.

Der resterer fire spillerunder.

/ritzau/