Top-atlet friede midt i Boxen: Se hvordan det gik

Motocross-køreren Alex Porsing fik showets største bifald, da han midt i Boxen friede til sin kæreste.

Her ryger Alex Porsing ned på knæ og venter på det skæbnesvangre svar fra kæresten Stine Mai Vittrup.
Her ryger Alex Porsing ned på knæ og venter på det skæbnesvangre svar fra kæresten Stine Mai Vittrup.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Publikum fik sig en kæmpe overraskelse på første aften for årets SuperCross-event i Boxen i Herning.

Og det var der i sandhed også en særlig kvinde, der gjorde.

Danmarks bedste freestyle motocross-kører, Alex Porsing, der stammer fra Kibæk, havde bestemt, at han under aftenens show ville fri til sin kæreste, som han havde mødt netop her for fem år siden.   

- Jeg har ikke været så nervøs, siden jeg kørte VM i 2015, sagde han til TV MIDTVEST om den forestående begivenhed, hvis udfald han var meget spændt på.

Efter at have lavet de vildeste tricks, hvor han snurrede rundt med sin crosser i luften foran flere tusinde tilskuere, var tiden kommet til hans vildeste stunt – frieriet til kæresten Stine Mai Vittrup.

Alex Porsing i et af sine vilde tricks
Alex Porsing i et af sine vilde tricks
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

For enden af et stort hop knælede Alex for en yderst forbløffet Stine.

- Jeg havde slet ikke set den komme. Det var først, da alle kiggede på mig, at jeg forstod det, siger Stine Mai Vittrup bagefter.

Da speakeren kunne annoncere, at Stinne sagde ja, fik de to aftenens største bifald, og Boxen fyldtes af den vildeste stemning. 

En lettet Alex Porsing får et ja.
En lettet Alex Porsing får et ja.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- Nu kan jeg koncentrere mig om at køre. Det kunne jeg næsten ikke inden, sagde en lettet Alex Porsing, som ikke havde en plan b, hvis Stinne havde sagt nej.

Stine Mai Vittrup og Alex Porsing
Stine Mai Vittrup og Alex Porsing
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- Jeg er så glad, sagde Alex Porsing efter at have fået sit livs ”ja”.

Alex Porsing er kendt for at være en kompromisløs vovehals. Det fortalte han om i Ugens Gæst, hvor han blandt andet kom ind på den store risiko, han løber i sin sport med livet som indsats.

Herunder kan du se live-interview med Alex Porsing lige inden aftenens show.