Dårlige cykelstier frustrerer: Tonny styrtede og brækkede kraveben og håndled

Cykelstierne er i dårlig stand flere steder i landsdelen. Nu har flere borgere fået nok.

Tonny Lauridsen styrtede på cykel, da han overså et hul i en cykelsti i Holstebro. Foto: Mogens Lyngsø

Huller, riller og bump.

Læs også Cyklister tager kampen op mod dårlige cykelforhold

Man skal holde tungen lige i munden, når man begiver sig ud på sin cykel flere steder i landsdelen.

Flere steder er cykelstierne i så dårlig stand, at det gør cykelturen til lidt af en udfordring. 

Det oplevede Tonny Lauridsen på en cykelsti i Holstebro.

- Jeg styrtede på cykel, fordi der manglede to sten i cykelstien. Det resulterede i et brækket kraveben og et brækket håndled, fortæller han. 

Der er skader på cykelstierne flere steder i Holstebro.  Foto: Mogens Lyngsø

Han er langt fra tilfreds med kommunens vedligeholdelse af cykelstierne i byen. 

- De burde kontrollere cykelstierne og sætte afspærring op, indtil de får dem lavet. Man ser ikke hullerne, når man kommer kørende, og det går galt, siger han.

I Holstebro har kommunen lappet den cykelsti, hvor Tonny Lauridsen kørte galt. 

Opbakning på Facebook

Men han er ikke den eneste, der har problemer på sine cykelture. I Ikast er Lone Andresen rigtig træt af cykelstiernes forfatning.

Særligt den ved Thomas Poulsens Allé i Ikast, som ifølge Lone Andresen er helt umulig at køre på.  

- Det kan slet ikke lade sig gøre. Det ryster cyklen i stykker, og min nyre går også løs, siger hun.

Lone Andresen har ofte problemer, når hun cykler rundt i Ikast på sin ladcykel.  Foto: Mogens Lyngsø

Hun har valgt at lave et opslag på Facebook, hvor hun beskriver problemet. I kommentarer til opslaget bakker flere hende op i kampen mod de dårlige cykelstier. 

- Jeg synes selv, jeg er godt polstret, og det er sadlen på cyklen faktisk også. Men det er ikke nok til, at man kan køre på den her cykelsti, siger hun. 

Umulig kamp mod stærke rødder

Henrik Engedal, der er formand for Teknik og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune, fortæller, at man er opmærksom på, at cykelstien ved Thomas Poulsens Allé trænger til en kærlig hånd. 

Ifølge ham er problemet på strækningen, at rødder fra gamle træer ødelægger asfalten. 

- Her er det et valg mellem træer og cykelstien. Vi har lagt ny asfalt for tre eller fire år siden, men der går kun ét år, så er den gal igen, siger han. 

Cykelstien ved Thomas Poulsens Allé i Ikast.  Foto: Mogens Lyngsø

Han foreslår, at man planter nogle andre træer, der ikke er så hårde ved asfalten, eller at man opgiver at have en cykelsti i den ene side af vejen.

- Det er ikke godt nok det her, og det er ærgerligt. Men man kan sagtens køre på strækningen. Det kræver, at man krydser vejen. Værre er det ikke, siger han. 

Det svar er Lone Andresen ikke tilfreds med. 

- Det hjælper mig ikke særligt meget, for der er også huller i cykelstien på den anden side, siger hun. 

02:09 Luk video