Tømrer lover selv håndværkerfradrag

Kundernes lurepasseri på regeringens måske kommende håndværkerfradrag, får nu en tømrer fra Aalestrup til selv at love kunderne fradraget. Det skriver Nordjyske.dk.

toemrer_0.jpg

Tømrermester Torben Halkjær fra Aalestrup er blevet træt af, at rigtig mange går og lurepasser på, om håndværkerfradraget snart bliver genindført. Det skriver Nordjyske.dk, som har talt med tømreren:

- Jeg har efterhånden hørt fra mange, at de gerne vil have lavet noget. Men de venter på at se, om ikke fradraget kommer igen. Det gør, at vi ikke har meget at lave nu. Så nu prøver jeg at sætte lidt skub i tingene, fortæller Aalestrup-tømreren til Nordjyske.dk.

Vil betale gevinsten ved fradraget af egen lomme

Ved juletid var Torben Halkjær nødt til at fyre en af sine ansatte på grund af manglende ordrer. Nu garanterer han sine kunder, at de vil få udbetalt gevinsten ved fradraget, når året er omme. Enten af skattevæsenet eller ham selv personligt.

- Jeg ser sådan på det, at hvis jeg får en større omsætning, så skal jeg også nok finde pengene til at udbetale pengene. Man skal holde hvad man lover, forklarer han.

Fakta om det tidligere håndværkerfradrag:

Håndværkerfradraget er på op til 15.000 kroner for arbejde, der forbedrer boligens standard. Inden for de rammer kan en tredjedel af en håndværkers regning trækkes fra via skattevæsenet.

Fradraget har eksisteret siden 2011 under den nuværende regering, men her har man ikke ønsket at forlænge det ind i 2015. Det lover blå blok til gengæld, hvis Lars Løkke Rasmussen bliver valgt som statsminister ved det kommende folketingsvalg.