Fra halmester til verdensmester: Tommy har vundet VM i badminton

Tommy Sørensen er halinspektør i Løgstrup, men i weekenden blev han også dobbelt verdensmester i badminton.

Til daglig arbejder Tommy Sørensen som halinspektør i Løgstrup Hallen.
Til daglig arbejder Tommy Sørensen som halinspektør i Løgstrup Hallen.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Han er byens ildsjæl, halinspektør og nu kan han også kalde sig dobbelt verdensmester. 40-årige Tommy Sørensen har nemlig brugt weekenden til VM i seniorbadminton i Polen.

- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg er blevet verdensmester. Jeg er ikke den bedste i verden, men jeg er den bedste i den årgang, jeg stiller op i, siger Tommy Sørensen.

0:40
Sådan så det ud, da Tommy Sørensen vandt VM i herredouble i Polen i weekenden.
Foto: Badminton Polska

Tilbage på jobbet

I dag er han tilbage på arbejdet i Løgstrup Hallen, hvor han arbejder som halinspektør, og det var også her han lærte spillet med fjerbolden. Tommy Sørensen har spillet badminton siden han var tre år gammel.

- Badminton er en stor del af mit liv, og jeg elsker at komme ud i hallen og komme på banen og være sammen med vennerne, siger den nyslåede verdensmester.

Tommy Sørensen med de to guldmedaljer, han vandt ved VM.
Tommy Sørensen med de to guldmedaljer, han vandt ved VM.
Foto: Privatfoto

Tommy Sørensen vandt herredouble og mixdouble i rækken 35+ ved VM i Katowice i Polen, men selv om det er veteranbadminton, så ændre det ikke på glæden over medaljerne.

- Om jeg er 40 år eller 20 år det er jeg faktisk fuldstændig ligeglad med. Selvfølgelig er jeg noget ældre, end dem jeg spiller med, men jeg tror jeg opfører mig lige så åndssvag i omklædningsrummet som de gør. Der er jeg ikke blevet meget ældre endnu, siger Tommy Sørensen.