Tomme boliger efter asylbeslutning

Thisted Bolig står pludselig med 11 tomme boliger, efter at kommunalbestyrelsen i Thisted har besluttet, at der kun må være 280 asylansøgere i Hanstholm. Det rammer de andre lejeres pengepung.

050315_Thisted.jpg

Kommunalbestyrelsen i Thisted besluttede i sidste uge, at der maksimalt må være 280 asylansøgere i Hanstholm. Og den beslutning får allerede nu konsekvenser.

Ifølge Nordjyske.dk har Hanstholm Asylcenter opsagt 23 lejemål i Hanstholm. 11 af dem lejes ud af Thisted Bolig.

- Vi er indstillet på fortsat at være kommunens samarbejdspartner på området, men som samarbejdspartner er det lidt overraskende, at blive sat i denne situation. Vi har lidt svært ved at hjælpe med at udmønte en politik på et bestemt område, når vi ikke rigtig kender politikken, siger Søren Skole, der er direktør for Thisted Bolig til Nordjyske.dk

Og de tomme boliger er ikke bare et problem for Thisted Bolig. Beslutningen rammer nemlig også lejerne i de afdelinger, som nu har tomme lejemål. Det er nemlig de enkelte afdelinger, og dermed lejerne, der skal afholde de udgifter der er ved at have tomme lejemål.