Togulykke: Bomme var på vej

Ulykken ved baneoverskæringen ved Vinderup skete sideløbende med, at Banedanmark er i gang med at forbedre sikkerheden.

Bomme.jpg

Togulykken søndag formiddag på jernbanestræknigen mellem Struer og Skive skete mens, Banedanmark er i gang med at forbedre sikkerheden netop ved overskæringen ved Hvidemosevej.

- Det er ved at blive opgraderet til et anlæg med halvbomme, siger René Hestbæk, områdechef for trafikstyring i Banedanmark, til Dagbladet Holstebro.

Områdechefen har overfor avisen ikke kunnet fortælle, hvornår arbejdet med at forbedre overskæringen ved Vinderup er færdigt.

- Det er i gang. Der er monteret bom-drev, som skal løfte og sænke bommene, siger René Henriksen.

Bekræfter behovet

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, siger til TV/MIDT-VEST, at ulykken ved Vinderup bekræfter behovet for at få udryddet de såkaldt sorte pletter, det vil sige jernbaneoverskæringer, som ikke er forsynet med bomme.

I følge trafikordføreren er det politisk bestemt, at Banedanmark skal være færdig med at udføre arbejdet inden 2018.

- Det er selvfølgelig dybt tragisk, at ulykken i dag sker lige inden en planlagt sikring når at blive færdig. Hver gang der sker en ulykke overvejer man, om Banedanmarks arbejde burde gå hurtigere - men det tager tid - og koster også penge, siger Kristian Pihl Lorentzen.