Tog standset af narkopåvirket mand

En 18-årig, narkopåvirket mand blev sent torsdag aften anholdt for flere tilfælde af trusler samt for at trække i nødbremsen på et tog.

Politi.dk logo.jpg
Foto: Arkiv

Politiet anholdt sent torsdag aften en 18-årig mand fra Troldhede. Han bliver sigtet for både trusler, besiddelse af euforiserende stoffer og for at overtræde jernbaneloven ved flere gange at trække i nødbremsen på et tog.

Mandens gentagne træk i nødbremsen betød, at toget standsede ved trinbrættet i Troldhede. Togpersonalet fik tilkaldt politiet, men inden de nåede frem, truede den 18-årige en medpassager på livet.

- Der var en 23-årig kvinde, der forsøgte at få ham til at stoppe med at hive i nødbremsen. Manden truer hende og siger, at han har en kniv, og at han vil slå kvinden ihjel, fortæller Jens Ole Pedersen, vicepolitiinspektør hos lokalpolitiet i Ringkøbing.

Den 18-årige mand blev anholdt på sin bopæl i Troldhede, hvor han var sammen med en 19-årig kammerat. Kammeraten var ikke medskyldig i episoderne i toget, men han var i besiddelse af to gram kokain samt en for lang foldekniv med låsbart blad.

Efter anholdelsen truede den 18-årige mand en politibetjent i patruljebilen. Ifølge vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen, var manden påvirket af narkotika.

Den 18-årige bliver afhørt i dag, fredag, i Holstebro.