Tog kvælertag på plejemor

En 41-årig mand fra Mors blev fredag aften anholdt og sigtet for vold, efter han angiveligt havde taget kvælertag på sin søns plejemor.

Blaablink (politi).jpg

Politiet mener, at han desuden slog og sparkede kvinden, der er plejemor for mandens 15-årige søn. Overfaldet skete sidste på eftermiddagen fredag i den 42-årige plejemors lejlighed i Nørregade i Nykøbing. Den 15-årige dreng var ikke til stede i lejligheden under det voldelige overfald.

Vred far

Han var af myndighederne sat i pleje hos den 42-årige kvinde, og det var tilsyneladende vrede over plejeforholdet, der fik drengens far til at opsøge hende, oplyser Morsø Folkeblad.

Behandlet på sygehuset

Kvinden blev bragt til behandling hos vagtlægen på Sygehus Thy-Mors i Thisted. En undersøgelse viste, at kvinden ikke havde punktblødninger i øjnene. Dermed har hun formentlig ikke været i livsfare.

Sigtet for vold

Derfor blev den 41-årige mand kun sigtet for almindelig vold og ikke drabsforsøg. Han blev løsladt efter endt afhøring hos lokalpolitiet i Viborg oplyser Thisted Politi.