Tørt vejr har givet flere brande tirsdag

Påsatte brande, løbsk hedeafbrænding og ild i en kornmark har optaget Brand & Redning MidtVest tirsdag.

Arkivfoto
Arkivfoto
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Brand & Redning MidtVest har indtil videre haft en travl tirsdag. Før middag brændte en kornmark ved Lind.

- Den stødte lige op til et villakvarter, så den havde vi lidt travlt med at få slukket, siger indsatsleder Peter Kristensen til TV MIDTVEST.

Årsagen til branden var en gnist fra en landbrugsmaskine, som havde antændt en høstet kornmark.

- Der skete ingen materielle skader og kornet vokser op igen. Men der brændte nok en halv tdr. land, forklarer indsatslederen.

Tre busstoppesteder brændte

Lidt over middag gik alarmen igen. Denne gang gjaldt det tre mindre brande, ved busstoppesteder omkring Lyngens Kvarter i Gullestrup.

- Det ene busstoppested var vi også ude at slukke i fredags ved en tilsvarende brand, konstaterer Peter Kristensen med henvisning til at brandene kan være drengestreger.

- Men det er altså rigtig farligt, når det er så tørt og det blæser. Det brænder godt, hvis det får fat.

Hedeafbrænding løb løbsk

Den sidste brand var en lovlig hedeafbrænding ved Aulum, der løb løbsk.

- Det var lidt værre og et lidt større område. Men vi havde styr på den, næsten med det samme, forklarer Peter Kristensen, der selv kørte i pendulfart mellem de forskellige brande.

Til branden ved Aulum var ialt 15 brandfolk fra både Aulum og Feldborg brandstationer igang med slukningsarbejdet.

Cirka 500-600 kvadratmeter brændte. Heller ikke her var der materielle skader.