Tørken står til at koste landbruget 6,4 milliarder

Krisen er stor i dansk landbrug på grund af sommerens tørke, siger Landbrug & Fødevarer.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

6,4 milliarder kroner.

Læs også Martin Merrild slår alarm: Tørken er katastrofal

Så meget står landbruget til at tabe på grund af sommerens tørke. Det viser det seneste estimat fra brancheforeningen Landbrug & Fødevarer.
    
Tidligere har vurderingen lydt på et tab på 4,5 milliarder kroner.
    
Landbrug & Fødevarer har torsdag indkaldt formænd for alle landboforeninger i Danmark til et stormøde om tørken og konsekvenskerne.
    
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) deltager også ved mødet, hvor der skal diskuteres løsninger for landbruget.
    
Allerede inden mødet har han meldt ud, at fristen for etablering af efterafgrøder forlænges fra 20. august til foreløbigt 3. september.
    
Det sker, fordi efterafgrøderne ikke kan spire i den udtørrede jord, som er kommet i tørken.
    
Efterafgrøder er et af de virkemidler, som bruges til at mindske kvælstofudvaskningen.
    
/ritzau/
  

Tørken i tal

* Samlet tab for heltidsbedrifter: 5,4 milliarder kroner.
    
* Samlet tab for deltidsbedrifter: 0,9 milliarder kroner.
    
* De økologiske mælkeproducenters tab er på 1,3 milliarder kroner.
    
* Til sammenligning står de konventionelle mælkeproducenter til at tabe 770 millioner kroner.
    
* Svineproducenterne står til at tabe 780 millioner kroner.
    
* Planteproducenter ventes at tabe sammenlagt 400 millioner kroner.
    
* Minkavlere står til at miste 40 millioner kroner.
    
Kilde: Landbrug & Fødevarer.
    
/ritzau/