Tobiskvoter bliver ikke forhøjet

Selvom skibene holder i kø i Thyborøn for at læsse tonsvis af tobis af, så afviser fødevareminister Dan Jørgensen at hæve kvoterne.

Tobis.jpg

Fødevareminister Dan Jørgensen har i dag afslået fiskernes ønske om at hæve tobiskvoten for område 1 – bedre kendt som Dogger Banke.

I et brev til ministeren har Danmarks Fiskeriforening, Marine Ingredients og Danmarks Pelagiske Producentorganisation foreslået at hæve den nuværende kvote på 125.000 tons med 40.000 tons, fordi årets fangst går over al forventning.

Men på baggrund af biologiske undersøgelser fra DTU Aqua, har Dan Jørgensen valgt at sige nej af frygt for at fiske området op.

- Jeg har fuld forståelse for den store betydning tobisfiskeriet har for en lang række nordjyske byer. Men sætter vi kvoten op i år, risikerer vi, at der ikke kan fiskes tobis næste år, og så står de nordjyske fiskere overfor et langt større problem, siger fødevareministeren.

Går glip af kæmpefangst

Lige nu er der ellers intet, der tyder på, at Dogger Banke løber tør for tobis. Skibene ligger i øjeblikket i kø for at læsse tonsvis af fisk af på fiskemelsfabrikken 999 i Thyborøn.

- Det kunne nemt sættes op med en stor mængde fisk. For der er fisk på alle banker. Det er ikke noget med, at vi ligger oveni hinanden og fisker, siger industrifisker René Schmidt.

Danmarks Fiskeriforening regner med at kvoten ved område 1 er brugt i løbet af 10 dage, selvom tobissæsonen først slutter omkring Sankt Hans.

Foreningens næstformand, Kurt  S. Madsen, vurderer at, fiskerne i Thyborøn dermed vil gå glip af omkring 150.000  tons tobis.