Tobis-fiskere: Drop fiskerizonerne i Nordsøen

Tobis-fiskerne vil have droppet zoner i Nordsøen, som regulerer, hvor de må Fiske. Fiskerne mener, zonerne skader både bestanden og økonomien i branchen.

KVOTER14 05.jpg

Fiskebådene ligger lavt i vandet på havnen i Thyborøn. Lastrummene er fulde af tobis. Tobisfiskerne lander for tiden rekordfangster på havnen i Thyborøn, så de må ligge i kø for at losse. Men det er snart forbi, fordi kvoten i det område, hvor der er mange fisk, snart er nået. Derefter skal de fiske i en anden zone, hvor bestanden ifølge fiskerne er meget lille.

- Zonerne skader både erhvervet og i sidste ende også bestanden, siger fiskeri-reder John Hametner fra Thyborøn.

Bæredygtigt fiskeri

Zone-inddelingen skal forebygge at bestanden fiskes helt ned i enkelte områder. I år er mere end 1/3 af tobiskvoten placeret i en zone, hvor fiskerne mener, bestanden er lav. I det gode område, hvorfra der lige nu landes rekordfangster, er kvoten ved at være nået.

Ifølge fiskerne gør zonerne det modsatte af, hvad de skal. For Om kort tid er fiskerne nødt til at fortsætte fiskeriet i zonen med meget lav bestand. Fiskerne mener det tvinger dem til yderligere at belaste et område med lav bestand. I følge DTU, der laver bestandsvurderingerne, er der dog masser af fisk i zonen - men fiskerne tror ikke på vurderingen.

- Vi skal jo for det første ikke fiske bestanden længere ned end den er, men der er jo heller ingen økonomi i at ligge og fiske små mængder, siger John Hametner.

Danmarks Fiskeriforening så helst at zonerne helt blev sløjfet.

- Selve kvotestørrelsen er vi som sådan godt tilfredse med. Men vi mener, det både ville være til gavn for fiskerne og også for bestanden, hvis vi frit kunne fiske der, hvor der er tobis, siger biolog hos Danmarks Fiskeriforening, Henrik S. Lund.

Politisk beslutning

Det er politisk besluttet, hvordan det bæredygtigt fiskeri skal forvaltes i Danmark. Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen, er parat til at droppe fiskerizonerne i Nordsøen, selv om de oprindeligt er indført for at understøtte bæredygtigt fiskeri.

- Vi ønsker at sikre et bæredygtigt fiskeri. Og det ønsker fiskerne også selv. Derfor vil vi gerne have kigget på den her zoneinddeling, fordi den modarbejder sådan set bæredygtigt fiskeri, siger Thomas Danielsen.

Det har torsdag ikke været muligt at komme i kontakt med biologerne hos DTU AQUA, som regner på tobisbestanden i Nordsøen.