Tjørring hærget af indbrud

I weekenden ribbede indbrudstyve villaer for smykker i Tjørring.

Efterforsker_indbrud_1.jpg

Syv indbrud på et døgn er ikke hverdagskost i Tjørring ved Herning.

 - Det er usædvanlig mange indbrud bare i Tjørring. Derfor analyserer vores efterforskningsgruppe rigtig meget på indbrudene, fortæller Bent Smedegaard, vicepolitikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.

Gået efter smykker

Indbrudstyvene har primært ribbet villaerne for kostbare smykker, da de brød ind i private hjem på Nedertoften, Brogårsvej, Blomstertoften og St. Lundgårdsvej.

 - Det er samme fremgangsmåde, som tyvene har brugt. De har aflistet ruderne, fortæller Bent Smedegaard.

Udover de seks villa indbrud har gerningmænd også brudt ind ved pizzariaet American Buffalo på Gavnøvej. Her har de brudt flere spilleautomater op.

Alle indbruddene er sket mellem lørdag aften klokken 18 og søndag morgen.

Efterlyser vidner

Der er ikke nogen, som har set tyvene i Tjørring. Politiet er derfor interesseret i alle henvendelser.

 - Det er bedre, at folk ringer én gang for meget end for lidt, hvis de har observeret noget usædvanligt, appellerer Bent Smedegaard.

Plaget af indbrud

Det er ikke kun Tjørring, som tyvenes lommelygter har haft fokus på.

Alt i alt har lokalpolitiet i Herning fået 20 anmeldelser om indbrud i weekenden.

Det er Herning, Ikast, Brande, Sunds, Ilskov og Sønder Felding, som tyvene har besøgt.