Tjele Å: Viborg Kommune har dummet sig

Tjele Å: Viborg Kommune har dummet sig

Muligheden for at få de lodsejere, der i 2007 forvoldte stor skade mod Tjele Å, til at betale for en genopretning af åen, er måske ikke længere til stede. Viborg Kommune har ventet for længe, med at gøre noget ved sagen.

En fem kilometer lang strækning af Tjele Å blev i 2007 gravet op af en række lodsejere, der ville undgå oversvømmelser på deres marker. Strækningen gik fra Nørre Ingstrup ved Rødding til Tjele Langsø.  

Lodsejernes opgravning var dog ulovlig, og derfor meldte Viborg Kommune sagen til politiet.

I 2011 idømte landsretten det firma, der gennemførte opgravningen, en bøde på 10.000 kroner. Det var dog også planen, at Viborg Kommune ville kræve åens naturtilstand genoprettet af lodsejerne. Men den mulighed er nu med al sandsynlighed væk.

Siden sagens start i 2007 har kommunen afventet om politiet ville rejse tiltalen - og derfor har de ikke selv haft kontakt til lodsejerne. Og nu er sagen forældet.

- Det er selvfølgelig beklageligt, siger Jørgen Jørgensen, chef for Natur og Vand i Viborg Kommune.

Hvis åløbet skal genoprettes er det derfor nu kommunen selv, der må betale, og det vil koste omkring 500.000 kroner.

Danmarks Naturfredningsforening er utilfredse

Danmarks Naturfredningsforening er utilfreds med kommunens håndtering af sagen:

- Det er selvfølgelig for dårligt. Netop i de her år, hvor der bliver gjort meget for vandløbene, så er det ret væsentligt, at man følger op på en sag som den her, mens tid er, siger Vagn Dissing, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Viborg.