Politiker, lærer og familiefar: Titlerne er mange – tiden er knap

Kommunalpolitikere har svært ved at finde tid til job og familie sammen med byrådsarbejdet. Mads Panny fra Viborg er en af dem, der mærker presset.

Efterårsferien bliver for byrådspolitiker Mads Pannys vedkommende brugt på at hygge sammen med de tre døtre.
Efterårsferien bliver for byrådspolitiker Mads Pannys vedkommende brugt på at hygge sammen med de tre døtre.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Det kræver sin mand eller kvinde, hvis man skal have et politisk liv til at gå op med familie og arbejde. Det kender Mads Panny fra Viborg alt til. Han sidder som byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Viborg Kommune, og det stjæler 25-30 timer af hans tid om ugen.

- Der er rigtig meget om aftenen og rigtig meget om eftermiddagen, så man er presset som politiker, siger Mads Panny.

Ved siden af sit politiske liv har han nemlig også et job som gymnasielærer, som han af nød har valgt at sætte ned til 25 timer om ugen.

-  Det er simpelthen nødvendigt, for ellers vil det ikke kunne hænge sammen, siger Mads Panny.

Sidst men ikke mindst er socialdemokraten far til tre piger, som også kræver en del af hans opmærksomhed.

Ingen tid til sig selv

Mads Panny er langt fra den eneste, der føler sig presset. Faktisk viser en ny undersøgelse lavet af Ugebladet A4, at næsten hver tredje har overvejet at smide håndklædet i ringen.

I Vesthimmerland Kommune sidder Signe Nøhr for Konservative. Hun har ligesom Mads Panny og mange andre svært ved at forene byrådsarbejdet med sit øvrige liv.

- Mit studie tager alt min tid i løbet af ugen, og så har jeg byrådsarbejdet, som godt kan løbe op i 20 timer i løbet af en uge, siger Signe Nøhr.

Hverken Mads Panny eller Signe Nøhr er klar til at opgive deres politiske virke, men de føler begge, at de er nødt til at huske sig selv.

- Når man hverken når at passe sine venner, sin familie eller sig selv, så overvejer man, om det overhovedet er det værd, siger Signe Nøhr.

Reform skyld i mere arbejde

En af årsagerne, til at flere politikere føler sig presset, er kommunalreformen i 2007. Her blev antallet af politikere halveret.

- Det betyder jo altså, at politikerne har fået mere at se til. Kommunerne fik også flere opgaver ved reformen, så det er en anden grund til, at de har rigtig travlt, siger Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Det øgede pres betyder, at særligt børnefamilier fravælger et politisk liv ved siden af jobbet.

- Det er klart, at de, der i forvejen er pressede i arbejde og familie, let fravælger at stille op til kommunalpolitik, siger Roger Buch.

2:09
En ny undersøgelse viser, at næsten hver tredje kommunalpolitiker overvejer at droppe byrådsarbejdet.