Tiltalte i knivstikkersag: Frifundet for drabsforsøg, men skyldige i vold

Byretten i Herning har netop afsagt dom over tre mænd, der var tiltalt for forsøg på manddrab efter et knivstikkeri i marts.

Retten i Herning har brugt seks retsdage på at behandle sagen. Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Et enigt nævningeting ved retten i Herning har netop kendt tre mænd i alderen 28-31 år skyldige i kvalificeret vold under særligt skærpende omstændigheder. 

SAGEN KORT

  • Knivstikkeriet fandt sted i Herning på diskoteket Dansebar & Einstein i marts 2018
  • Tre personer blev stukket med kniv - den ene så alvorligt, at han efterfølgende var i livsfare
  • Tre unge mænd er nu tiltalt efter episoden
  • De er tiltalt for i alt 10 forhold 
  • Den mest alvorlige tiltale dækker over forsøg på manddrab
  • Politiet mener, at de tiltalte er en del af grupperingen Satudarah - det vil de tiltalte ikke udtale sig om
  • De nægter sig skyldige i størstedelen af tiltalerne
  • 21 vidner er indkaldt til at afgive forklaring
  • Der er afsat ni retsdage til sagen, der foregår ved Retten i Herning

De tre var i hovedforholdet tiltalt for forsøg på manddrab efter et knivstikkeri ved diskoteket Dansebar & Einstein i Herning tilbage i marts, men byretten har altså ikke fundet det bevist, at de tre tiltalte har haft en målsætning om at dræbe den forurettede. Derfor er de ikke kendt skyldige i drabsforsøg. 

Dog mener nævninge og dommere, at det er bevist, at de tre mænd har begået 'kvalificeret vold under særligt skærpende omstændigheder', fordi der er tale om et angreb med kniv, hvor der er stukket i hjerteregionen. 

Bytur endte med knivstikkeri

De tre mænd, der efter politiets opfattelse har tilknytning til rockergrupperingen Satudarah, var i byen i Herning, da de pludselig endte i tumult og slagsmål med en større gruppe unge mænd fra lokalområdet.

Under slagsmålet blev der brugt knive, og tre unge mænd fra den lokale gruppe blev stukket ned. Et af ofrene kom så slemt til skade, at han i dagene efter lå i koma og var i livsfare, og det var i den sammenhæng, at de tre tiltalte var tiltalt for forsøg på manddrab. 

Derudover var de alle tiltalt for yderligere to knivstikkerier samme aften samt vold og overtrædelse af våbenlov, fordi de skulle have været i besiddelse af knive. Det er de også kendt skyldige i.

En af de tiltalte er desuden også kendt skyldig i at have fremsat trusler mod en ansat på diskotektet, mens en anden hele tiden har erkendt, at han har kørt bil uden førerret efter episoden - det er han også blevet kendt skyldig i.  

Læs også Mand ligger i koma efter knivstik på diskotek

Nu skal straffen fastsættes

Sagen er blevet ført som en nævningesag, fordi anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf på fire år eller mere.

I nævningesager er det tre juridiske dommere og seks nævninge, der tager stilling til sagen, og spørgsmålet om skyld og straf er opdelt. Det betyder, at der først afsiges dom i skyldsspørgsmålet, og hvis den tiltalte kendes skyldig, så skal anklager og forsvarer igen fremlægge, hvilken straf de så mener, der kan idømmes.

Derfor skal først specialanklager Lise Hebsgaard procedere spørgsmålet om straf, og derefter vil det skiftevis være de tre forsvareres tur. 

Herefter trækker nævninge og dommere sig endnu en gang tilbage og voterer spørgsmålet om straf. Det forventes, at der også kan afsiges dom i spørgsmålet om straf i dag. Det vil i så fald blive sidst i eftermiddag.  

Læs også Forsvarerne er enige i knivstikkersag: De tiltalte skal frifindes

Læs også Anklager i knivstikkersag: - Vold er en del af de tiltaltes sprog