Tiltalt i voldtægtssag forsøgte at smugle brev ud af fængslet

- Familien skal overveje, hvad det vil koste at få hende fjernet som vidne. Sådan havde tiltalt blandt andet skrevet om hovedvidnet i sagen.

Den ene af de tiltalte i voldtægtssagen skulle i dag forklare et brev med trusler, han forsøgte at sende under varetægtsfængsling.
Den ene af de tiltalte i voldtægtssagen skulle i dag forklare et brev med trusler, han forsøgte at sende under varetægtsfængsling.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I dag blev afhøringerne af de fire tiltalte i sagen om flere forskellige voldtægter afsluttet. 
Mens forklaringerne fra de fire mænd har været stort set ens, så kom der lidt nyt frem i dag, da den hovedtiltalte blev spurgt ind til et brev, han havde forsøgt at få smuglet ud fra fængslet i Nyborg.

I brevet stod der: "...kommer de dna beviser og vi stadig bliver fristforlænget, så er vi på den ... og så skal familien overveje, hvad det vil koste at få hende fjernet."

Et brev, der har givet en tiltale for trusler af vidner. Men her nægter den tiltalte sig skyldig. 

- Jeg mente, at min familie skulle betale hende (forurettede), for at få sandheden ud, forklarede han. 

- Det var dumt

I samme brev forsøger den tiltalte, som er tiltalt for fire forskellige voldtægter og en række andre forhold, at få et vidne til at lyve i retten.
Der står udførligt, hvad vidnet skulle sige - og hvordan vidnet, hvis der skulle komme andre spørgsmål, skulle lade som om, at han/hun ikke kunne huske noget. Noget som den tiltalte erkender - men forsøgte at forsvare.

- Det var dumt, men jeg var bange og presset i situationen efter at være kommet i fængsel, så jeg tænkte ikke klart, forklarede han.

I fængslet er den tiltalte blevet overfaldet tre gange, efter eget udsagn fordi der bliver set ned på dem, der er tiltalt for voldtægt. Derfor har han periodevis siddet i frivillig isolation, fordi personalet ikke har kunnet beskytte ham.

En lystløgner?

Anklageren havde fokus på den hovedtiltaltes troværdighed. På et tidspunkt, blev der vist beskeder mellem tiltalte og en arbejdsgiver. 
Her løj tiltalte om, at han skulle have været involveret i en bilulykke for at få fri for arbejde i to dage. 

- Det var bare en undskylding, forklarede tiltalte. 

Senere var der igen tale om troværdighed, da den tiltalte på Snapchat, dagen efter en af de formodede voldtægter, havde skrevet til en kammerat, at han hældte Red Bull (en energidrik) ud over den forurettedes kønsorganer. Noget tiltalte nægter har fundet sted i dag.

- Det var bare for at spille sej, og det er ikke sket i virkeligheden, forklarede han.

Retssagen fortsætter i morgen, hvor to af de forurettede skal afhøres.

Hør beretningen fra et af de tidligere retsmøder den 15. august herunder: 

2:00
En grov voldtægtssag fortsatte i dag ved retten i Herning. På andendagen var det igen de tiltalte som blev afhørt.