Tiltalt i skudsag: Vi er et broderskab

I dag begyndte retssagen om en skudepisode i det belastede boligkvarter Trekanten i Holstebro. Fire unge er tiltalt.

Mahmoud_Ali_Hassan.jpg

På anklagebænken sidder fire unge mænd. To på 19 og to på 21. De er tiltalt for at affyre skud og true vidner. Skudepisoden fandt sted den 10. juni i boligområdet Trekanten i Holstebro.

- Det er en meget alvorlig sag. Det handler om besiddelse af våben og at man har affyret det her våben og truet med det. Det er en meget alvorlig sag, siger anklagerfuldmægtig Annemarie Dybdal Christensen.

De fire tiltalte hører til en etnisk blandet gruppering, der har en strid med en libanesisk gruppering i området.

De prøver at knække os

TV MIDTVEST's reporter mødte en af de tiltalte uden for retten. Han afviser, at der er tale om en bande:

- Vi er et broderskab. Og det er det. De prøver at knække os. De prøver at splitte os ad en efter en, men det kan de ikke, siger 19-årige Mahmoud Ali Hassen, der er en af de tiltalte i retssagen.

Både Mahmoud Ali Hassan og de tre andre på anklagebænken nægter sig skyldige. Men over TV MIDTVEST's reporter afviser den 19-årige ikke, at der har været en episode.

- Vi vil bare gerne gå i fred uden at der er mennesker, der skal sidde og kigge på os eller flyve på os. Vi skal føle os trygge, når vi går ude på gaden. Hvis vi ikke kan det, så skal vi nok få os til det, på den ene eller anden måde. Og det er det der er sket, fortæller Mahmoud Ali Hassan.

Mandag bliver retssagen genoptaget. Her skal ni nye vidner afhøres. Der falder dom i sagen 12. december.

3:18
Mahmoud