Tiltag skal redde liv: Jeg overvejede at tage mit liv bare for at få hjælp

​Da Sanne Kjær Thisgaard havde det værst, kunne hun ikke få hjælp. Det bliver der nu ændret på.

Sanne Kjær Thisgaard var selvmordstruet, men kunne få den nødvendige hjælp.
Sanne Kjær Thisgaard var selvmordstruet, men kunne få den nødvendige hjælp.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

For tre år siden oplevede Ringkøbing-Skjern Kommune en række selvmord blandt kommunens unge.

Nu skal et nyt forsøgsprojekt tilbyde unge gratis psykologhjælp og forhindre, at andre unge lider samme tragiske skæbne.

Inspirationen til projektet har kommunen fået fra dem, det hele handler om. De unge selv.

2:26
 

En af dem er 18-årige Sanne Kjær Thisgaard. Hun lider efter angst, og hun har i perioder haft det så skidt, at hun overvejede at tage sit eget liv.

- Når jeg har haft det skidt, har jeg tænkt, om jeg burde tage mit eget liv bare for at få hjælp. Ikke fordi jeg har haft lyst til at dø, men fordi jeg har haft brug for hjælpen, fortæller hun.

Den hjælp kunne hun dog ikke få. Det fik hende til sammen med fem veninder fra Vostrup Efterskole at lave et skoleprojekt med budskabet: Alle unge skal have mulighed for at få gratis psykologhjælp.

Og det viste sig at være en god idé.

- Hvis det her projekt havde været der, dengang jeg havde det svært, så var det måske ikke endt med at være så slemt, fordi jeg havde fået hjælpen i tide og kunne få det forebygget.
- Hvis det her projekt havde været der, dengang jeg havde det svært, så var det måske ikke endt med at være så slemt, fordi jeg havde fået hjælpen i tide og kunne få det forebygget.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Kommunen tog det op

Idéen var så god, at den nu er kommet på budgettet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Vi har lyttet os til, at der er unge, som ikke er kendte i det sociale system, men som vi ved har det rigtigt svært. Det vi har lagt vægt på, det er, at det er en ordning, hvor man kan komme gående lige ind fra gaden og henvende sig, fortæller formand for Børne- og Familieudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Lennart Quist.

I Samarbejde med Ungdomsrådet har de søsat forsøgsprojektet Bag Facaden.

- Alle har noget, som de kæmper med, men jeg er overrasket over, hvor mange der rent faktisk føler sig kede af det i længere perioder, fortæller formanden for Ungerådet i Ringkøbing-Skjern Kommune, Martine Brumsbjerg.

Plakaterne skal fortælle de unge, at de nu har en ny mulighed.
Plakaterne skal fortælle de unge, at de nu har en ny mulighed.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Projektet Bag Facaden skal i fremtiden være med til at hjælpe unge med at række hånden ud efter hjælpen med trygheden om, at de nu kan få den.

- Hvis det her projekt havde været der, dengang jeg havde det svært, så var det måske ikke endt med at være så slemt, fordi jeg havde fået hjælpen i tide og kunne få det forebygget, fortæller Sanne Kjær Thisgaard.

Projekt Bag Facaden er for unge mellem 15 og 21 år. Det kører foreløbigt i to år.