Tilskuer-succes i FCM

Både klubbens håndbold- og fodboldhold trækker et stigende antal besøgende.

FCM_Haandbold_2.jpg

Ny markedsføring har givet pote hos FC Midtjylland, som dette efterår har oplevet en stor stigning i antallet af tilskuere til både håndbold- og fodboldkampe. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

I efteråret 2011 gik gennemsnitligt 7508 tilskuere til hver af de otte superliga-opgør på MCH Arena. Det er en stigning på 12,5 procent sammenlignet med efteråret 2010.

Håndbolden oplevede dog en endnu større stigning. 35 procent flere tilskuere mødte op i Ikast Brande Arena til FCM's hjemmekampe dette efterår. Det er det samme som gennemsnitligt 1673 tilskuere per kamp.

Og det er en målrettet indsats, der er skyld i det gode resultat, mener PR-chefen.

- Især ser jeg stigningen på MCH Arena som et udtryk for vores nye strategi. Vi henvender os direkte til vores fans med nyheder, billettilbud og information. Vi anvender bl.a. facebook og tænker anderledes markedsføring frem for traditionel annoncering, og vi kan mærke, at det virker, forklarer PR-chef Torben Kølbæk.