Tillidsmænd: Stor mangel på arbejdskraft

Analyse: Fire ud af ti af metalforbundets tillidsfolk melder om flaskehalse. Desperat mangel på smede og industrifolk i Midt- og Nordjylland.

Dansk Metals analyse, med deltagelse af 555 tillidsmænd, viser, at 37,3 pct. af tillidsrepræsentanterne vurderer, at deres virksomhed har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Det skriver borsen.dk.

- Tillidsmændene har fingeren på pulsen og ved, hvad der sker i virksomheden, og de melder om tiltagende mangel på medarbejdere med nøglekompetencer som smede og industriteknikere," siger cheføkonom i Dansk Metal, Allan Lyngsø Madsen til Børsen.

Værst ser det ud i Region Nordjylland, hvor mere end 55 pct. af tillidsmændene melder om problemer med at finde smede. I Midtjylland er manglen på industriteknikere og maskinarbejdere ifølge tillidsmændene på over 47 procent.

Skal problemet med flaskehalse løses, skal der akut mere politisk fokus på bl.a. den jobrettede efteruddannelse.

- Hvis vi ikke politisk øger indsatsen og gør mere for at imødegå flaskehalse, så er konsekvensen, at vi ikke for alvor kommer til at ride med på opsvinget, fordi vi mangler medarbejdere med nøglekompetencer i industrien, siger Allan Lyngsø Madsen.

Problemer spreder sig

En endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Horesta, hovedorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, viser, at 38,7 pct. af medlemsvirksomhederne i meget høj grad eller høj grad melder om mangel på arbejdskraft.

- Valgkampen har handlet meget om mangel på arbejdskraft, og det er yderst relevant. Virkeligheden er, at der allerede i dag er mangel på arbejdskraft også i hotel-, restaurant- og turisterhvervet, og det bliver mere end svært for os at fortsætte de senere års vækst, hvis der ikke findes en løsning på arbejdskraftmanglen," siger Horestas adm. direktør Katia K. Østergaard til Børsen.