Tilfredse med ambulancerne

Formanden for det midtjyske regionsråd jubler over ny undersøgelse, der dokumenterer stor tilfredshed med den præhospitale indsats.

Borgerne i Region Midtjylland er godt tilfredse med regionens ambulancetjeneste.

Det viser den første undersøgelse, som regionen har lavet efter, at det sundhedsfaglige personale i foråret 2011 overtog opgaven med at vurdere, hvornår der skal sendes en ambulance til sygdom og ulykker.

83 procent af de adspurgte svarede, at de var meget godt tilfredse med den præhospitale hjælp, 16 procent var godt tilfredse - og 1 procent svarede, at de oplevede behandlingen som dårlig eller meget dårlig.

Formanden for regionsrådet, Bent Hansen (A), er glad for resultatet.

- Når man følger med i nyhedsstrømmen, kan man ind imellem få indtrykket af, at billedet er helt omvendt - at 99 procent af patienterne skulle være utilfredse. Men det kan vi nu dokumentere, at sådan er det ikke, siger Bent Hansen.