Tilbageblik: Sådan var 2015

År 2015 i Midt- og Vestjylland blev blandt andet præget af flygtninge, folketingsvalg og fotovogne.

Tilbageblik - 2015
Foto: TV MIDTVEST

På årets sidste dag er det tid til at gøre status over et begivenhedsrigt kalenderår i Midt- og Vestjylland.

Et af de helt store samtaleemner i 2015 har været flygtningesituationen. Den stigende flygtningestrøm skabte fulde huse på asylcentrene, og i november blev Danmarks første teltlejr for flygtninge indviet i Thisted.

Ministeren i spidsen for integrationsområdet, Inger Støjberg, blev udpeget tilbage i juni, da der var folketingsvalg. Her fik Midt- og Vestjylland i alt tre nye Venstre-ministre: Inger Støjberg som udlændinge-, integrations- og boligminister, Kristian Jensen som udenrigsminister samt Esben Lunde Larsen som Uddannelses- og Forskningsminister.

2015 blev også året, hvor Midt- og Vestjyllands Politi satte et frontalangreb ind på fartsyndere i trafikken. 13 nye, højteknologiske fotovogne kom på vejene, og de skabte igennem hele året stor debat. I november havde fotovognene blitzet sig til mere end 22.000 bøder og i alt 31 millioner kroner til statskassen. Farten på vejene er nu på det laveste niveau i 10 år.

I vores tilbageblik på 2015 kan du se mange flere nedslag på årets højdepunkter. Du kan blandt andet se Viborgs borgmester, Torsten Nielsen, juble over Apple-indtoget i byen, landsdelens reaktioner på terrorangrebene i København og Paris samt ødelæggelserne fra oversvømmelserne i december.

Se tilbageblikket her:

16:37
Vi ser tilbage på et begivenhedsrigt år i lyd og billeder.