Til kamp mod tomme gårde

Real Dania giver fem millioner til nyt projekt, der skal skabe liv i nedlagte landbrug

180809_Landbrugsskrot.jpg

Mange steder i det danske landskab ser man tomme nedlagte og ofte forfaldne landbrugsbygninger.

Det skal der nu gøres noget ved - fonden Realdania har derfor givet fem millioner kroner til et projekt, der skal skabe nyt liv i de bevaringsværdige landejendomme.

- Det gælder om at standse tabet af kulturhistoriske og arkitektoniske værdier på landet. Vi har hårdt brug for nytænkning og initiativer, der viser, hvordan forretning og bevaringshensyn kan gå hånd i hånd, siger direktør i Realdania, Hans Peter Svendler.

Man regner med, at der findes mere 60 millioner kvadratmeter tomme landbrugsbygninger. Problemet opstår blandt andet, når en landmand slår to landbrug sammen for at få mere jord.

Realdania gennemfører projektet i samarbejde med Dansk Bygningsarv og Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret. Der skal blandt andet laves workshops for ejerne af de tomme bygninger, så de kan få inspiration til at gøre noget ved problemet.

 Tidligere indslag: Kritik af landbruget - ryd dog op!